Den gamle forvalter blev truet på sit liv. Da den nye trådte ind ad døren, hang 25 skrækeksempler på væggen

René Buelund fik sig en ubehagelig overraskelse, da han for tre år siden overtog nøglerne som forpagter af den lokale OK-tankstation i Bording. På en væg omme bag butikken hang 25 fotos af udlændinge, som René Buelund aldrig havde set før. Han fik fortalt, at de var beboere på Kærshovedgård, som alle på den ene eller den anden måde havde gjort livet surt for den tidligere forpagter og derfor var blevet bortvist. Inden hans første arbejdsdag var omme, havde René Buelund revet alle billederne ned fra væggen. Men måske hang de der af en grund. Den tidligere indehaver af tankstationen smækkede nemlig med døren, da han i et afskedsinterview med Midtjyllands Avis forklarede, at spanden var blevet fyldt op. Han var ifølge avisen blevet truet med tæsk og sågar på sit liv, da han som OK-forpagter mødte beboerne på Kærshovedgård. Det var en del af grunden til, at han stoppede. To verdensopfattelser deler billedet af, hvordan det nationale integrationsproblem – Udrejsecenter Kærshovedgård i Bording i Midtjylland – påvirker livet og tilværelsen i byen. På den ene side mener naboerne lige omkring centret, at de kriminelle udlændinge har forandret deres liv til det værre. Men når man bevæger sig ind i byens centrum, ændrer fortællingen sig markant. Det er René Buelund et af de bedste eksempler på. Han er en del af en fortælling om en by på omkring 2.500 mennesker i et lille bysamfund i Jylland, som er blevet bedt om at tåle de mennesker, som politikerne ikke ønsker skal være i Danmark. De bor på Udrejsecenter Kærshovedgård og er i vid udstrækning blevet dømt til udvisning eller bor her på tålt ophold. Ikast-Brande Kommune, hvor Bording ligger, er blandt de kommuner i Danmark, hvor livet er mest utrygt. Det viser den nyeste tryghedsmåling fra Justitsministeriet, hvor utrygheden kun overgås af kommunerne Albertslund, Ishøj, Høje Taastrup og Brøndby. De fire hovedstadskommuner er de fire kommuner i Danmark, hvor den største andel af befolkningen består af indvandrere og efterkommere, viser tal fra Danmarks Statistik. Spørger man politiet, skyldes utrygheden i Ikast-Brande Kommune Udrejsecenter Kærshovedgård. 83 procent af borgerne fra Ikast-Brande Kommune angiver i målingen, at de grundlæggende føler sig trygge i deres nabolag. Vi – to Berlingske-journalister, hvoraf den ene selv er fra Bording – har tilbragt tre dage i byen tæt på Kærshovedgård. Målet er at undersøge, hvordan det påvirker et lille landsbysamfund, når landets udlændingepolitik bliver gjort til et lokalt problem. Dette er andet kapitel i artikelserien »Byen, der fik nok«. Hør andet afsnit af Berlingskes nye podcast »Byen, der fik nok«, der går helt tæt på borgerne i Bording og fortæller, hvad det betyder, når national udlændingepolitik bliver til en lokal hovedpine. Hvad skal jeg gøre, når min kone bliver voldtaget? René Buelund bor ikke selv i Bording, og han erindrer ikke så meget som én episode med Kærshovedgård-beboere i butikken, som har gjort ham utryg. »Når man begynder med at bortvise folk fra et sted, hvor alle kender hinanden, så skaber man jo bare en dårlig stemning allerede fra starten. Man kommer noget længere, hvis man har den samme respekt for alle og behandler alle ens,« siger René Buelund, da Berlingske møder ham på hans arbejdsplads. Den tidligere forpagter har ikke ønsket at deltage i et interview med Berlingske. Berlingske har dog talt med en lang række lokale kritikere af Kærshovedgård, og særligt naboerne klos op ad udrejsecenteret har oplevet, at livet er blevet forringet ved at skulle huse eksempelvis udvisningsdømte mennesker. Men der er også en anden historie. Da Berlingske træder ind i Bording Hallen, spiller seniorerne formiddagshockey og synes ikke påvirket af den stigende utryghed, som en række andre borgere i byen oplever. Tal fra Midt- og Vestjyllands Politi viser ellers, at antallet af anmeldte hændelser til politiet i Bording er fordoblet, siden Kærshovedgård i 2016 blev omdannet fra at være et åbent fængsel til at være et udrejsecenter. En ældre herre, vi møder, har rigtigt nok hørt rygter om byens nye gæster. Men de synes ikke at have påvirket ham. Og de har ej heller påvirket pædagogen Karina Hansen, som har boet i Bording hele sit liv. Hun synes, at der i medierne har været en tendens til at »blæse det hele op«. Hun holder stadig meget af byen og mener ikke, den fortjener eller lever op til det billede, medierne ifølge hende portrætterer. »Det er jo også bare mennesker, der bor derude, og nu er de her,« siger hun. Ville du helst have, at man slet ikke skrev om Kærshovedgård? »Det ved jeg ikke, for det skal man jo også. Men jeg synes bare, det har været for meget.« Hun husker særligt én episode fra 2016 i Bording Hallen, hvor hele byen var blevet indkaldt til informationsmøde. Berlingske har fået refereret, at der var i omegnen af 650 borgere til stede. Her spurgte en enkelt borger, som Karina Hansen husker det: »Hvad skal jeg gøre, når jeg kommer hjem og finder min kone, der er blevet voldtaget foran min lille søn af en af dem derudefra?« Da hun forlod mødet i hallen, var hun faktisk decideret flov over at være bordinggenser. »Jeg synes simpelthen, at det var så pinligt,« siger hun. Hun anerkender, at en stor del af klientellet på Kærshovedgård, der blandt andet har vold og voldtægt på samvittigheden, er nogle »banditter«. Alligevel synes hun, at den lokale indstilling til byens gæster nu har taget overhånd. »Der har udbredt sig sådan en grim racisme i Bording,« siger Karina Hansen. Også Karina Hansens datter, 30-årige Trine Hansen, er flov over, hvordan snakken om byens nye gæster har udviklet sig. Eksempelvis har hun selv røget cigaretter med beboerne på Kærshovedgård, når de er kørt forbi på hovedgaden i Bording. »Jeg ser dem flere gange om dagen, og jeg har aldrig oplevet noget negativt. Man bliver mødt, som man selv møder folk, og jeg møder dem ikke med had og fjendskab. Så bliver jeg også mødt på en pæn, venlig og rar måde fra dem af,« siger hun. »Lysfest for Humanisme« En række lokale i Bording føler sig nu så magtesløse ved at bo op ad Kærshovedgård, at de har startet det lokale initiativ »Sæt lås på Kærshovedgård«. På Facebook skriver gruppen, at deres budskab er, at man ikke bør kunne færdes frit i Danmark, når man er blevet dømt til udrejse. Men tidligere var der en modpol: Lysfest for Humanisme var en månedligt tilbagevendende protest uden for Udrejsecenter Kærshovedgård, hvor der fra tid til anden var over 100 mennesker, som mødte op uden for Kærshovedgård med levende lys og et budskab om humanisme. En af deltagerne var 75-årige Niels Simonsen. Han er lige nu bistandsværge for tre beboere på Kærshovedgård og har ad flere omgange besøgt Kærshovedgård siden 2016. Selv bor han i Hammerum 20 minutters kørsel fra Kærshovedgård. »De er blevet så psykisk syge af deres ophold, at de ikke ved, hvad de foretager sig i nogle situationer.« Hvad gør dem psykisk syge? »Det er uvisheden, og at man ikke kan gøre noget. Man får ingen penge. Man kan ingenting. Førhen var Kærshovedgård jo et sted for folk, der fik en fængselsstraf. Der kunne man godt selv gå og lave mad og varme vand til kaffen. Det må man ikke mere, når det er udlændinge – afviste asylansøgere,« siger han og konkluderer: »Det er en hetz mod afviste asylansøgere.« Når Berlingske kører rundt omkring Kærshovedgård og i Bording, møder vi, uanset deres politiske ståsteder, mennesker, der elsker og brænder for deres lokalsamfund. Nogle taler om byens erhvervsklenodie Invita – køkkenfirmaet, der nu for længst er rejst bort. Andre om den årlige smørhulsfest, der samler byen på tværs af folk. Nu er sammenholdet i lokalsamfundet udfordret. Men alle som én er de enige om, at Kærshovedgård er et nationalt problem, som Christiansborg har placeret i deres fælles by. Det tackler de forskelligt. Det må være uvidenhed Så sent som i april 2024 kritiserede Folketingets ombudsmand netop, at sikkerhedssituationen på udrejsecenteret var blevet forværret siden 2017. Eksempelvis var forholdene på Udrejsecenter Kærshovedgård begrænsende for beboernes livsførelse, ligesom der var sket en forråelse, konkluderede ombudsmanden. Forholdene var dog ikke så grelle, at de overskred nogen internationale konventioner. Niels Simonsen er lidt aktiv i den lokale bibelcafé i Hammerum, hvor han også har mødt flere af Kærshovedgårds beboere. Og han forstår ikke, hvorfor man fra politisk hold ønsker at gøre opholdet på Kærshovedgård så utåleligt som muligt. Øger det ikke chancen for, at de rejser hjem? »Nej.« Hvorfor skulle man have lyst til at blive et sted, der ikke er tåleligt? »Fordi man ikke har lyst til at rejse hjem til sit hjemland og blive slået ihjel. De risikerer fængselsstraf, tortur og henrettelse,« siger Niels Simonsen. Når Niels Simonsen har deltaget i »Lysfest for Humanisme«, har der nogle gange været 150-200 deltagere, og der har været kaffe, kage og sodavand. De er der for at vise solidaritet over for udrejsecenterets beboere. Hvis du nu boede i Bording, tror du så, at du ville have den samme holdning til Kærshovedgård? »Jeg tror ikke, at der er nogen forskel på det. Jeg har gået derude uden at mærke nogen problemer.« Hvad tror du så, grunden er til, at nogle finder det problematisk? »Meget af årsagen kan være uvidenhed hos borgerne i Bording.« Selv føler han behov for at understrege, at han altså ikke er »venstreorienteret«, ligesom han fortæller, at der bestemt er beboere på Kærshovedgård, som Danmark skulle have sendt hjem for længst. Alligevel fastholder han, at vi bør give god behandling til dem, vi har taget imod, når de er her. Og det er Kærshovedgård ikke et udtryk for, mener han. Det har ikke været muligt at få nogen tidligere dømte kriminelle beboere i tale. Hør Berlingskes nye podcast »Byen, der fik nok«, der går helt tæt på borgerne i Bording og fortæller, hvad det betyder, når national udlændingepolitik bliver til en lokal hovedpine. https://www.berlingske.dk/politik/den-gamle-forvalter-blev-truet-paa-sit-liv-da-den-nye-traadte-ind-ad